Indskrivning, ydelser og priser
Indskrivning
Når en ny ung indskrives på Forcen, udarbejdes der en “Kognitiv sagsformulering” med udgangspunkt i de modtagne dokumenter fra kommunen. Denne sagsformulering er et centralt element inden for KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksis), som bruges til at opnå en dybere indsigt i den unges virkelighed og personlige erfaringer. Redskabet er designet til at være dynamisk og foranderligt, idet det tager højde for, at mennesker kan udvikle sig positivt, når de rette betingelser er til stede. Dette sikrer, at arbejdet med den unge er fleksibelt og tilpasset deres individuelle behov og udviklingspotentiale.
Ved at fokusere på ressourcer og styrker hjælper vi den unge med at opbygge et positivt selvbillede og udvikle sundere tænknings- og adfærdsmønstre.
Med viden fra den kognitive sagsformulering in mente modtages den unge med henblik på en undersøgelses- og afdækningsfase, der giver mulighed for at opdage andre eller nye nuancer end de i forvejen observerede og beskrevne. Der er samtidig fokus på tid til relationsdannelse samt at skabe tryghed omkring den unge, da vi er bevidste om, at flytning til et nyt sted er en indgribende begivenhed. Vi ser det som betydningsfuldt, at der gives plads til at falde til, og at det medtænkes ift. belastningsgraden i øvrige mål og delmål.
Retningslinjer for praksis ved måldokumentation
Fra handleplansmål til SMART-mål. Nedenfor kan læses hvordan vores praksis er i forhold til at omsætte kommunens handleplansmål til SMART – mål, som er konkrete og målbare. Vi tager udgangspunkt i SMART modellen og dertilhørende hjælpespørgsmål i forhold til at kvalitetssikre formulering af konkrete og evaluérbare SMART-mål. Vi sikrer os, at den unge er bekendt med målene i handleplanen. Dette gøres ved, at kontaktpædagog (herefter KP), når handleplanen er modtaget, gennemgås med den unge ved førstkommende ungesamtale eller 1 til 1 samtale. Her formidles og oversættes målene i handleplanen, så vi som personale, sikrer at den unge er indforstået med, hvad der skal arbejdes med. Når det er sikret, at den unge er indforstået med handleplanens indhold, påbegyndes det egentlige arbejde med udformningen af SMART-mål.
Læs mere her
Struktur og forudsigelighed
Udover den overordnede struktur, som alle unge på Forcen orienterer sig efter, tilrettelægges der individuelle dagsskemaer/ugeskemaer. Disse tager udgangspunkt i de 11 H’er for at skabe forudsigelighed og tryghed. De unge på Forcen er alle forskellige, og derfor er det afgørende, at indsatsen og dens tilrettelæggelse er meningsskabende for den unge. Udover mål og delmål samt struktur og forudsigelighed arbejdes der også med motivation og belønning.
Handlevejledninger
På Forcen modtager vi også unge, der har ekstra særlige sårbarheder, enten som et grundvilkår eller noget, der periodisk skal tages hensyn til.
Vi forholder os altid nysgerrigt og undersøgende til den adfærd, der vises. Vi bestræber os på at se bag adfærden for at forstå intentionen bag en given adfærd. Det kræver, at man er opmærksom på egne normer og overbevisninger, så disse ikke kommer til at hæmme en mentaliseringsbaseret
tilgang. Vi vægter en åben dialog med den unge, hvor der tages højde for normalitet, den unges alder og udviklingsniveau.
For at sikre en fælles forståelse og tilgang udarbejdes der handlevejledninger, som skal sikre, at den unge oplever sammenhæng og kontinuitet fra personalet. Handlevejledningen skal dog altid tage højde for gældende lovgivning og den unges ret til selvbestemmelse.
Personalet har igennem mange år modtaget indgående viden om KRAP, og det er derfor en metode, som både udøves i praksis og tænkes og mærkes. Unge på Forcen rummes, mødes og ses dér, hvor de er, og derfor vil den unge komme til at bo i et anerkendende miljø, der tror på, at den unge gør sit bedste.
Ydelsespriser
Takster og eventuelle ekstra ydelser aftales efter individuelle forhandlinger.
Det er Fonden Forcens politik, at økonomien følger de individuelle behandlingsplaner og indsatser, der aftales og kontraktforhandles med de enkelte unges anbringelseskommuner. Indsatsen må aldrig ufinansieret være på bekostning af de øvrige anbragtes ve og vel.
Takst 1 dækker unge, der i tidsrummet kl. 08:00-14:00 er i et etableret uddannelses- eller beskæftigelsestilbud i dagtimerne. Takst 1 for 2025 udgør 105.669,00 kr. pr. måned.
Takst 2 dækker unge, hvor der endnu ikke er etableret et uddannelses- eller beskæftigelsestilbud i dagtimerne. Takst 2 for 2025 udgør 116.964,00 kr. pr. måned. Tidshorisonten er typisk 1-2 måneder.
Udover de to ovenstående takster er der mulighed for at få etableret en styrket indsats med en fagligt vurderet individuel takst.
Trappemodel for ekstraydelser:
- Styrket indsats i indkøringsperiode.
Takst 1 eller 2 plus X timer pr. dag = X kr. pr. måned i de første X måneder.
- Forebyggende/vedligeholdende indsats mod tilbagefald.
Takst 1 plus X timer pr. dag = X kr. pr. måned.
Oversigt over vores ydelsesbeskrivelse:
Kerneydelse.
Der tilbydes et socialpædagogisk behandlingsforløb bestående af:
Et udviklingsforløb i opholdsstedet.
Fonden Forcens ydelse tager udgangspunkt i KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret, Anerkendende Praksis), som er en særlig tilgang. KRAP er både et menneskesyn og en metodisk værktøjskasse, hvor omdrejningspunktet er udviklingen af tanker og adfærd i en anerkendende og ressourcefokuseret ramme. Udvikling, læring og trivsel er i fokus.
Vi samarbejder med den anbragte på Fonden Forcen om at støtte de unge hen mod hensigtsmæssige, socialt acceptable, nuancerede og afstemte udtryksformer og handlemønstre. Målet er, at de over tid bliver indrestyrede, hele mennesker med gode, sunde relationer. De unge skal gennem deres ophold på Forcen og i vores øvelejligheder styrke deres kompetencer, så de bliver i stand til at indgå i det omkringliggende samfund. Der arbejdes målrettet med at hæmme eventuel udadreagerende adfærd (krænkelser, trusler og vold) og skabe indsigt i potentielle fremtidige konsekvenser af egen adfærd. Vi fokuserer på at aflæse, afkode og afstemme egne grænser og behov med andres samt respektere, når andres grænser er forskellige fra egne.
Fonden Forcens værdigrundlag:
- Mennesker gør det bedste, de kan.
- Forcen skaber livsglæde og mening.
- Forcen skaber udvikling i trygge rammer.
Visionen er, at Fonden Forcen arbejder med livsduelige unge, der forlader Forcen med en uddannelse eller som værende i beskæftigelse/skoleforløb.